Skip to the content

kidneybønner

Kendetegn

Røde bønner, der har form som en nyre. Derfor hedder de kidneybønner. Kidney betyder nyre på engelsk. Kidneybønner kan også være sorte, hvide og plettede.

Ernæring

Du finder kidneybønner nederst i madpyramiden sammen med bælgfrugterne. Kidneybønner er en god kilde til energi, og de har et højt indhold af kostfibre og proteiner. Kostfibrene gør din krop mæt og holder gang i din fordøjelse. Proteinerne er byggesten til dine muskler og væv, og de gør også din krop mæt. Kidneybønner er en god kilde til vitamin K, som hjælper dine sår med at hele og styrker dine knogler. De har også et højt indhold af flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne måltidet til energi. Heraf har de især et højt indhold af folat, som hjælper din krop med at vedligeholde dine røde blodceller, din hud og dit DNA. Samtidig er kidneybønner en kilde til mineralerne kalk, kalium, fosfor, jern og zink som hjælper din krop med at vedligeholde dine knogler, muskler, dit blodomløb og dit immunforsvar. De er også en kilde til magnesium, som hjælper din krop med at optage kalk fra resten af måltidet, og som kan afhjælpe kramper i musklerne.

Anvendelse

Sæt bønnerne i blød i mindst 10-12 timer. Kog dem herefter i nyt, friskt vand i cirka 1 time. Du kan også få kidney bønner på dåse. De skal ikke sættes i blød eller koges, men skal skylles og varmes grundigt igennem. Kidney bønner har en melet konsistens. Brug dem for eksempel til Chili con carne, sammenkogte retter og salater. De har en mild, let sødlig smag. Simreretter er vilde med kidneybønner. Hæld de røde og robuste bønner i varme retter, der trænger til lidt gods. Kidneybønner har en sødlig smag i sig selv og en særlig evne til at ændre smag efter de ingredienser, de er i selskab med. Kidneybønner kommer for alvor til deres ret i chili con carne og i chili sin carne. Men nyd dem også kolde i salater med krydderurter, olie, eddike, hvidløg og friske grøntsager.

Opbevaring

Kidneybønner bør opbevares tørt og mørkt, f.eks. i en tætsluttende beholder eller pose i dit køkkenskab. Opbevar aldrig bønner, linser og ærter i direkte sollys. Konserverede kidneybønner på dåse opbevares også i køkkenskabet. Efter kogning og tilberedning bør kidneybønner opbevares på køl. Her kan de holde sig i ca. 4 dage. Kogte kidneybønner kan også fryses. Kog gerne en stor portion og frys dem ned i mindre portioner.